Masurbirk eller stabiliseret træ til knivskæftet

Stabilisering er svaret på fugt og på blødt eller opsprækket ved. Den er ikke en opgradering, du giver et i forvejen godt, tørt og hårdt emne, og masurbirk er netop et hårdt, tørt emne.

Det er hele diskussionen i to sætninger, men den er værd at pakke ud, fordi spørgsmålet dukker op i hver eneste tråd om knivskæfter, og fordi svaret ikke er det samme for alle knive.

Hvad stabilisering er

Emnet tørres først næsten helt, typisk i ovn ved omkring 50 °C, til vægten står stille. Derefter lægges det i tyndtflydende akrylharpiks under vakuum. Vakuummet trækker luften ud af cellerne, og når trykket slippes, siver harpiksen ind i stedet. Til sidst hærdes emnet i ovn ved omkring 90 °C, så harpiksen bliver fast inde i veddet.

Det er værd at bemærke, hvad processen ikke er. Den fylder ikke træet med plastik i stedet for ved, og den gør ikke et dårligt emne godt. Den fylder de hulrum, der er, og masurbirk har færre hulrum end de fleste træsorter, folk stabiliserer.

Hvad det ændrer, og hvad det ikke ændrer

• Egenskab — Ustabiliseret masurbirk — Stabiliseret
• Hårdhed i overfladen — Janka ca. 1.250 lbf — Lidt højere, mest på det yderste lag
• Fugtbevægelse — Bevæger sig med luftfugtigheden — Står så godt som stille
• Optagelse af harpiks — — — Beskeden, fordi veddet er tæt
• Slibning — Sliber op til høj glans i træ — Sliber op som et halvt syntetisk materiale
• Finish — Olie, voks eller lak — Poleres, tager ikke olie
• Mønstrets kontrast — Træder frem med olien — Jævnes lidt ud af harpiksen
• Reparation senere — Slibes og olies igen — Kan ikke olies op, skal poleres
• Lugt og varme ved slibning — Træstøv — Kan lugte og smøre, hvis båndet går varmt

Den vigtigste linje er optagelsen. Stabilisering virker bedst på let, porøst eller sprødt ved — spaltet birk, poppel, buknot, alt hvad der er blødt eller delvis nedbrudt. Masurbirk har en massefylde på 0,65–0,68 og er tæt hele vejen igennem. Der er simpelthen mindre plads til harpiksen, og gevinsten bliver derefter.

Når ustabiliseret masurbirk er nok

Til langt de fleste knive er den det. En puukko, en jagtkniv, en foldekniv, en bushcraftkniv, en samlerkniv — alt hvad der bruges tørt, tørres af efter brug og opbevares indendørs. Emnet er tørret til 13–15 %, det er tæt, og det står stabilt i et almindeligt dansk klima.

Sådan har skæfter i figureret birk været bygget i Norden i hundreder af år, uden harpiks og uden vakuum, og de kommer stadig frem fra skuffer i brugbar stand. Olie holder overfladen, og en kniv, der bliver brugt, får olien fra hånden ovenikøbet.

Hvad veddet er, og hvorfor det opfører sig som det gør, står på siden om masurbirk.

Når stabiliseret træ er det rigtige til knivskæftet

Fire tilfælde, hvor det er den rigtige beslutning.

Kniven bliver våd. Køkkenknive, filetknive, fiskeknive, dykkerknive. Det er ikke hårdheden, der er problemet, det er bevægelsen. Træet svulmer og skrumper med fugten, og det er den bevægelse, der over tid åbner fugen mellem skal og tange. Harpiksen stopper bevægelsen.

Emnet har bløde eller revnede partier. Et Economy-emne med en spættet zone eller en revne omkring indlejret bark kan blive brugbart efter stabilisering, hvor det ellers ville falde fra hinanden i borepressen.

Skallerne er tynde. Under omkring 6 mm på en fuld tange er der ikke meget ved tilbage til at holde på nitterne. Der giver harpiksen noget reelt.

Du skal farve. Farvet stabilisering er et selvstændigt udtryk, og der er harpiksen forudsætningen, ikke en tilføjelse.

Hvad harpiksen gør ved mønstret

Dette er den del, der overrasker folk, og den er værd at vide, før emnet ryger i tanken.

Masurbirkens mønster lever af, at fibrene vender forskelligt og kaster lyset forskelligt tilbage. Det er den samme optiske effekt som i flammeahorn, og det er derfor, figuren ser ud til at flytte sig, når emnet drejes i hånden. Olie forstærker den effekt. Harpiks fylder mellemrummene og jævner den en smule ud.

Resultatet er ikke grimt, men det er anderledes: lidt mørkere, lidt mere ensartet, og med mindre dybde i bevægelsen. Farvet stabilisering fjerner den helt og erstatter den med farven, og så er det ikke længere masurbirken, man ser på.

Har du en serie ens emner, så stabilisér det billigste af dem først og se på det under den finish, du har tænkt dig. Vi anbefaler den samme prøve før olie, og af samme grund.

Vi stabiliserer ikke

Vi sender træet, som det er savet og tørret. Ingen harpiks, ingen farve, ingen imprægnering. Det er ikke, fordi vi er imod stabilisering, men fordi beslutningen hører til hos den, der bygger kniven, og fordi et værksted med en tank gør det bedre, end vi kan gøre det i en anden proces.

Det betyder også, at du får et emne, du kan gå begge veje med. Stabiliseret ved kan ikke gøres ustabiliseret igen. Målene og formerne står under produkter, og fugtindholdet ved afsendelse er 13–15 % — altså tæt nok på tørt til, at du kan gå direkte videre til din egen tørring, hvis emnet skal i tanken.

Gør du det selv, er der tre ting, folk rammer forkert på masurbirk specifikt.

Tørringen er ikke valgfri. Er der 8 % fugt tilbage i emnet, når det går i vakuummet, har harpiksen ingen steder at komme ind. Tør til konstant vægt, ikke til en bestemt tid.

Giv det længere i tanken, end du plejer. Tæt ved suger langsomt, og bobler, der stopper efter ti minutter i poppel, kan blive ved i timevis i masurbirk. Vent til de er stoppet helt.

Slib med koldt bånd bagefter. Harpiksen smører, hvis båndet går varmt, og så ryger overfladen fra ren til smurt på et par sekunder. Lettere tryk, nyt bånd, tålmodighed.

Kort svar

Bygger du en kniv, der skal bruges tørt, så køb masurbirken og lad den være. Bygger du en kniv, der bliver våd, eller sidder du med et emne, du er i tvivl om holder, så stabilisér. Og skal skæftet være farvet, så er masurbirk formodentlig det forkerte træ at bruge pengene på til at begynde med — figuren er hele grunden til at vælge det.