Fugtindhold og bevægelse: hvad du måler før du limer

Mål fugtindholdet i alle dele, før du limer, og lim kun dele, der ligger inden for et par procentpoint af hinanden og af det klima, genstanden skal stå i. En fuge, der åbner sig et halvt år efter den er sat, er næsten altid to stykker træ, der var forskelligt tørre den dag, de blev klemt sammen.

Limen er sjældent problemet. Moderne trælim er stærkere end veddet omkring den, og når en fuge slipper, er det fordi de to sider har trukket i hver sin retning, mens de fandt ligevægt med rummet.

Hvad tallet skal være

Træ står i ligevægt med luften omkring det. I et opvarmet dansk hjem om vinteren ligger den ligevægt lavt, ofte omkring 7–9 %, og i et uopvarmet værksted eller en udhus i august ligger den betydeligt højere. Det er den samme genstand, der skal klare begge dele, og forskellen mellem de to tilstande er den bevægelse, konstruktionen skal kunne rumme.

Vores plader og brædder sendes ved 13–15 % fugtindhold. Det er en fornuftig værdi til transport og til opbevaring, og det er tørt nok til at dreje og snitte med det samme. Det er ikke tørt nok til at lime en del ind i et møbel, der skal stå i en opvarmet stue, uden at emnet først har fået lov at tilpasse sig. Skal genstanden bo indendørs, skal emnet acclimatiseres indendørs først, og tallet skal have lagt sig, før limen kommer frem.

Til instrumentarbejde vil man normalt længere ned, til 6–8 %, og der gælder det samme princip bare med en snævrere tolerance: alle dele på samme værdi, målt og ikke antaget.

Sådan måler du, og hvor måleren tager fejl

En stiftmåler måler den elektriske modstand mellem to spidser slået ind i veddet. Den er hurtig og god nok til de fleste formål, men den har tre svagheder, som alle sammen bliver værre i masurbirk.

Den måler kun der, hvor stifterne sidder, og som regel kun nogle få millimeter inde. I et emne på 45 mm kan overfladen være i ligevægt, mens midten stadig er fugtig, og det er midten, der bestemmer, hvad emnet gør, når du saver det op. Den er kalibreret til en bestemt massefylde, og masurbirk ligger på 0,65–0,68 mod cirka 0,60 for almindelig birk, så en aflæsning på birkeindstillingen viser lidt forkert. Og den er følsom over for, hvad der tilfældigvis sidder mellem spidserne. De mørke prikker i mønstret er indlejret bark, og en stift, der lander i en af dem, giver et tal, der ikke betyder noget.

Mål derfor flere steder, notér spredningen i stedet for gennemsnittet, og brug vægten som facit, når det virkelig gælder. Et emne, der er vejet en gang om ugen og har stået på samme vægt tre gange i træk, er i ligevægt med rummet, og det ved du med større sikkerhed end nogen måler kan give dig.

Bevægelse: tangentielt, radiært og i figureret ved

Almindeligt træ bevæger sig mest på tværs af årringene, omkring dobbelt så meget som på langs af dem, og næsten ingenting i fiberretningen. Det er derfor, en bordplade bliver smallere om vinteren og ikke kortere, og det er derfor, man limer plader op med årringene skiftevis.

Masurbirk følger det mønster mindre tydeligt. Fibrene krydser hinanden i hvirvler, så der ikke er én tangentiel retning og én radiær retning, men mange små retninger inden for få millimeter. Det giver to ting i praksis. Den samlede bevægelse er lidt mindre forudsigelig i retning, men den er ikke større i omfang, og det betyder, at et masurbirkeemne ofte bevæger sig mere i sin egen form, altså krummer eller vrider let, og mindre som en ren udvidelse i én retning.

Det har en konsekvens for design. En smal indlægning eller et skæfte på under 50 mm bevæger sig så lidt i absolutte millimeter, at det er ligegyldigt. En bred flade af masurbirk limet fast langs kanten på tværs af fiberretningen i noget andet træ er derimod en fuge, der skal spille, og der skal konstruktionen give plads, ikke limen.

Fem ting der åbner en fuge

• To dele limet sammen med mere end to procentpoints forskel i fugtindhold, fordi den fugtige del svinder bagefter og trækker fugen fra hinanden.
• En del savet ud af midten af et tykt emne samme dag, den kom hjem, så den friske indre flade begynder at tørre efter limningen.
• Krydslimning: en flade limet fast på tværs af fiberretningen i en anden flade over mere end en håndsbredde.
• Et værksted, der er koldt og fugtigt, og en stue, der er varm og tør, uden acclimatisering imellem.
• Slibning til høj kornstørrelse på limfladerne, så limen ikke har noget at holde i. Lad limfladerne være grove og rene.

Til masurbirk holder både PVA og epoxy fint. Epoxy har den fordel, at den fylder, og at den tåler lidt mere fugt i veddet, hvilket gør den til det sikre valg på flader med indlejret bark og små hulrum. PVA er stærkere i en tæt, plan fuge og lettere at arbejde med. Vælg efter fladen, ikke efter vane.

Acclimatisering tager længere tid, end du tror

Regn med en uge i det rum, hvor genstanden skal bruges, for et tyndt emne på 25 mm, og længere for alt tykkere. Læg emnerne med luft omkring, ikke fladt på et bord og ikke i en plastikpose. En pose gør ingenting undtagen at udsætte processen til efter, du har skåret.

Den rækkefølge, der virker, er: lad emnet stå, sav til grovmål, lad det stå igen et par dage, ret af, og lim derefter. De to pauser er der, hvor spændingerne kommer ud, mens der stadig er overmål at rette op i. Springer du dem over, kommer bevægelsen alligevel, bare efter limningen, hvor den ikke kan rettes.

Målene på stokke, plader og brædder står under produkter, og hvorfor veddet opfører sig som det gør, står på siden om masurbirk. Skal du bruge noget til et møbel eller til en genstand, der limes sammen af flere dele, så bed om en tykkere plade end det færdige mål, når du bestiller, og sæt en uge af i kalenderen, før du begynder. Den uge er den billigste forsikring i hele opgaven.