Drejeemner: hvilket træ til skåle, kopper og lysestager

Vælg træsort efter hvad emnet skal tåle, ikke efter hvordan planken ser ud i stablen. Til skåle i daglig brug holder de diffusporede løvtræer bedst, til drikkekar skal veddet være tætporet nok til ikke at sive langs karrene, og til lysestager og andet spindelarbejde er det finheden i veddet, der afgør om detaljerne står rene.

De tre opgaver ligger langt fra hinanden teknisk, selvom de ligger på den samme bænk. Nedenfor står hvad hver af dem kræver, og hvor figureret birk hører til og ikke hører til.

Hvad der afgør valget

Porestrukturen er det første. Ringporede træsorter som ask, eg og elm har store, sammenhængende kar i vårveddet, og de kar løber gennem hele emnet. Det er ligegyldigt i en frugtskål og afgørende i et kar, der skal holde på væske. Diffusporede sorter som birk, bøg, ahorn og kirsebær har små, jævnt fordelte kar og opfører sig langt tættere.

Derefter kommer veddets finhed. Et fintfibret ved holder på en skarp overgang mellem to profiler, mens et groft ved smuldrer i kanten af en hulkel, uanset hvor skarpt jernet er. Og til sidst bevægelsen: jo større emnet er, jo mere betyder det hvordan veddet svinder, når værkstedet skifter fra sommer til fyringssæson.

Masurbirk ligger i den tætte, hårde ende af de nordiske løvtræer med en massefylde på 0,65–0,68 mod cirka 0,60 for almindelig birk og en Janka-hårdhed omkring 1.250 lbf. Diagrammet over de figurerede trætyper viser i snit, hvad der adskiller masurfiguren fra fugleøjne, flammefigur og knudetræ, og hvad der frembringer mønstret i hvert enkelt tilfælde.

Skåle

Til skåle er birk, bøg, ahorn, kirsebær og elm alle gode valg, og valget står i praksis mellem hvad du kan få i den størrelse du skal bruge. Birk drejer rent, tørrer hurtigt og tager olie jævnt. Bøg er billigt og stabilt, men bevæger sig mere end sit ry. Elm sprækker sjældent, fordi fibrene griber ind i hinanden, men river til gengæld i overfladen af samme grund.

Ask og eg fungerer til skåle, der ikke skal have våd mad i sig. Karrene i vårveddet giver en åben overflade, som samler fedt og farve, og i eg giver garvesyren desuden mørke pletter ved kontakt med stål og fugt. Til en salatskål er det uproblematisk. Til en skål, der bliver skyllet og tørret hver dag, er de diffusporede sorter det roligere valg.

Masurbirk er et skålemne som ethvert andet birkeemne, teknisk set, bortset fra at fiberretningen ikke ligger fast og at de mørke indlejringer af bark kan give små hulrum i overfladen. Til skåle over omkring 150 mm er totrinsdrejning med hvile imellem reglen frem for undtagelsen.

Kopper, bægre og kåsa

Drikkekar er den opgave, hvor træsorten faktisk afgør om tingen virker. Karret hules ud på endetræ, og væsken står i kontakt med enderne af tusindvis af kar hele tiden. I ringporet ved som ask siver det langsomt igennem, og i de værste tilfælde kommer det ud på ydersiden efter en halv time. I birk, ahorn og kirsebær sker det ikke.

Det er derfor masurbirk og birkeknuder har været det klassiske materiale til kåsa i hele Norden. Veddet er tæt, det er diffusporet, det smager ikke af noget, og figuren står stærkest netop dér hvor godset er tyndt og overfladen buet. Vægtykkelsen skal holdes jævn hele vejen rundt, ellers revner karret ved den tynde side under den første tørring efter brug.

Enebær er det andet traditionelle valg og lugter kraftigt, hvilket nogle vil have og andre ikke. Lind, pil og el hører ikke hjemme her. De er for bløde til kanten af et kar, der bliver drukket af.

Lysestager og andet spindelarbejde

I spindelarbejde løber fibrene langs emnet, og veddet skal kunne bære en tynd hals uden at knække, samtidig med at det skal kunne holde på en skarp perle eller en fin hulkel. Kirsebær, ahorn, birk og bøg gør det godt. Ask er stærkere end det hele, men den grove poring gør, at små profiler ser ufærdige ud uanset hvad.

Masurbirk i spindelarbejde er en afvejning. Figuren læser flot på en kort, tyk form som et lysestagehoved, et håndtag eller en dåse med låg. På en lang, slank hals arbejder den imod dig, fordi den skiftende fiberretning både svækker godset og gør snittet uforudsigeligt. Lange stykker med ubrudt figur findes desuden ikke i praksis, så en stage på en halv meter i ét stykke masurbirk er ikke noget, vi kan love at skaffe materiale til.

En brugbar arbejdsdeling er at dreje det bærende i almindelig birk eller ask, og lade masurbirken sidde i det stykke, nogen får i hånden eller kigger direkte på. Det er den samme logik som bag et knivskæfte af masurbirk på en almindelig klinge.

Hvor emnet kommer fra

Vi sælger stammer og plader, ikke færdige drejeemner, så det første mål du skal forholde dig til, er materialets og ikke emnets. Stammerne er 13–25 cm i diameter og 0,5–1,5 m lange, friske eller lufttørrede efter dit valg. Pladerne er 10–25 cm brede, 15–50 mm tykke og 0,5–1,5 m lange, med naturkant eller savet kant, savet i den tykkelse du beder om. De mål sætter grænsen for, hvad der kan lade sig gøre: en skål på over cirka 200 mm i ét stykke er sjælden, og brædder bredere end omkring 60 cm findes reelt ikke. Det er ikke et lagerspørgsmål, det følger af, hvordan træet vokser. Alle mål står under produkter, og baggrunden for figuren står under masurbirk.

Opdelingen ligger hos dig, og den er værd at bruge et kvarter på. Et langvedsemne til en skål saver du på tværs af pladen eller ud af en halveret stamme. Et klodsformet emne til en kop eller et bæger saver du af stammen i den længde, koppen og bunden kræver tilsammen. Kløv gennem marven og skær det centrale parti fra i begge tilfælde, for et emne med marven i midten revner ud fra centrum, mens det tørrer videre. Læg et par centimeter overmål på diameteren og rigeligt i længden.

Fugten er den anden grænse, og den overses tit, når emnet først ligger på bænken. Pladerne afsendes ved 13–15 procent, og et opvarmet værksted om vinteren ligger under det, så et stort emne fortsætter med at tørre, efter du har savet det ud. Til skåle over omkring 150 mm betyder det totrinsdrejning med et par ugers hvile imellem, og til instrumentarbejde og andet, der skal stå helt stille, skal emnet ned på 6–8 procent, før det bliver drejet færdigt. En frisk stamme er en anden opgave: den grovdrejes våd og hviler bagefter, og det er den vej, de fleste kåsemagere går.

Når du bestiller, så skriv det færdige mål og hvad emnet skal blive til, i stedet for at bestille en klasse. Et lille emne med meget tæt figur bliver til grå masse på afstand, og en stor skål kan bære et tæt mønster, der ville drukne en lysestage. Forskellen mellem de tre kvalitetsklasser er figurens tæthed og fejlene, ikke styrken, og alle tre tørres i samme cyklus til samme fugtindhold. Til øvelsesemner og til alt, hvor formen betyder mere end mønstret, er den laveste klasse det rigtige valg.